Min kæreste havde i forbindelse med produktionen af en film om thailandske kvinders migration til Danmark og Europa, søgt DANIDA om tilskud til samme produktion. I dag fik hun afslag med følgende argumentation.
Det thailandske BNI (brutto national indtægt) er på lidt over et år steget fra lige under 2400 us dollars til 2999 us dollars. Det i sig selv ennogenlunde positiv udvikling. Men det betyder at DANIDA ikke længere støtter projekter i Thailand fordi DANIDA politiske øvre grænse ligger ved 2500 us dollars. Det vil sige at man fra politisk hold betragter et helt område som en homogent system hvor alle for lige meget del i en stigning i BNI`et. Det betyder også, at de massive store fattigdomslommer der er i et land som Thailand, nu ikke længere kan modstage støtte fra nævnte organisation, selvom det stigende BNI tals positive tendenser tilfalder megacity Bangkok især, hvor mange penge er koncentreret på få kapitalistiske konglomerater. Samme scenarier gør sig gældende i et land som Botswana f.eks.
Problemstillingen er væsentlig, fordi der går direkte imod regeringens officielle holdning om at udviklingsbistand skal ligge i nær og lokalområder. Derfor må man nødvendigvis tage højde for lokale forhold, og kan i den sammenhæng ikke bruge et BNI tal til noget.
Politiken er kedelig men ofte set tendensiøsitet i dansk udenrigs og udviklingsbistand-tænkning der hedder at: One sizes fits all.
Intet kunne være længere fra sandheden og vigtigere, de faktisk forhold som er virkeligheden i de især udsultede landbrugsområder i fx Thailand. Det er et kedeligt og ureflekteret resultat af en superkapitalistisk tænkning der entydigt forstår enhver økonomisk udvikling som en progressiv udvikling.