September 21, 2009

Rimeligt betryggende at se/læse i dagens udgave af Politiken at der på Københavns Rådhus er fokus på udviklingen af ghettoer for både rige og fattige i urban sprawl København.
Løsningerne, eller rettere enigheden, ligger ikke lige for (se min sidste postering om "tvangsspredning af de rige" - men ved også at man/de er oppe imod hårde odds når et elitært vrøvlehovede som venstremanden Lars Dueholm udtaler:

"Man skal også holde fast i den øverste del af befolkningen i stedet for at koncentrere sig om den nederste halvdel. Der skal være noget at blande med", et argument han understreger med følgende:
"Nørrebrogade giver ikke plads til alle. Man har prioriteret cyklister og fodgængere. Men der skal også være plads til dem med høje indkomster og bil", implicit: Nørrebro giver ikke plads til alle.

Hmmm, nu er Nørrebrogade ikke den eneste gade på Nørrebro, og hvis han vil se folk med høje indkomnster og bil, kan han få en udemærket empirisk indsigt ved at stille sig på ground 69 (hov) og tælle solo-bilister på vej til Hellerup, Østerbro ellerFredriksberg eller wherever, i både audi, bmw etc.
Ved at gøre NrBrogade til næsten bilfri gade har man prioriteret beboerne på Nørrebro, og ikke begrænset det til cyklister og fodgængere. De var der alligevel, men rigtigt har fået mere plads.
Og: Det kan vel næppe heller siges at være et udtryk at svinerige bilejere IKKE kan købe f.eks bolig på Nørrebro. Det gør de. Rolig nu Hr. Dyrholm. Men fleste - det vil sige at de altså har et valg - vælger IKKE at bo her.
Et valg som er svært at vende om, eller praktisere i rigere dele af byen, hvorfor ideen om en tvangsspredning af de rige egentlig burde være vand på hans mølle, fordi der ikke er tvivl om at jo mindre ensartet og forudsigelig byplanlægning er desto bedre virker ideen om et langt mere åbent samfund, og på den konto kan Nørrebro med sikkerhed siges, repræsentativt for det demografiske Danmark, at være det mest vellykkede billede på integration og et åbent samfund på godt og ondt. Mest godt.