denne fornemmelse der spejles plat som en reklame for merci chokolade i heavy rotation, den rungende hule taknemmelighed over at være til, der bare bliver til det, idyl der suttes af på overtrækschokolade, er det virkelig så simpelt?

inden jeg flader ud og falder i søvn foran tv`et og min ældste søn bemærker det og går i seng fordi han ikke gider at høre på mig snorke, dukker det alternative billede op, jeg overhaler reklamens billedsprog indenom som en færge i et folke-race.