September 29, 2008

Sorry, today in danish. After many postings on sexwork and affiliated issues, this ticced in my inbox today.



PRESSEMEDDELELSE
Sexarbejdernes InteresseOrganisation (SIO) politianmelder ledelsen i Reden international

Sexarbejdernes InteresseOrganisation (SIO) har i dag meldt ledelsen Reden International – tidligere Reden Stop Kvindehandel - til politiet. Ledelsen i Reden Stop Kvindehandel bestod ifølge vores oplysninger på tidspunktet for lovovertrædelserne af bestyrelsesformand Bodil Kornbek, forstander Dorit Otzen og Trine Lund-Jensen.

I det såkaldte beskyttelsestilbud, som Reden International driver på vegne af Ligestillingsministeriet, har kvinderne været spærret inde bag en låst dør, er blevet frataget deres mobiltelefoner og nægtet at forlade stedet på egen hånd. En sådan indespærring mv. i beskyttelsestilbuddet, er foregået uden lovhjemmel, og indespærringen kan anses som såvel en overtrædelse af Grundlovens § 71, stk. 2, hvorefter frihedsberøvelse alene kan ske med hjemmel i lov, samt som en overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 1, hvorefter den, som berøver en anden friheden, straffes med fængsel indtil 4 år og under skærpende omstændigheder, eksempelvis når frihedsberøvelsen sker for vindings skyld, med fængsel indtil 12 år.

Disse alvorlige juridiske krænkelser begået mod udenlandske sexarbejdere fremgår af en klage dateret 25. april 2007, som fire tidligere medarbejdere i Reden Stop Kvindehandel har fremsendt til Ligestillingsministeriet. Sexarbejdernes InteresseOrganisation er i besiddelse af en kopi af denne klage. Også af ministeriets evaluering af den første handlingsplan mod kvindehandel fra oktober 2006 fremgår det, at praksis i beskyttelsestilbuddet var betænkelig i henseende til menneskerettighederne. Klagen fra de tidligere medarbejdere specificerer dette forhold.

SIO er ikke vidende om, hvorvidt frihedsberøvelserne stadig finder sted. Men hvis de gør, opfordrer vi ligestillingsminister Karen Jespersen til at få ændret denne praksis hurtigst muligt.

Klagen viser også en række andre horrible forhold i beskyttelsestilbuddet. Mange af kvinderne, der kommer der, er ikke ofre for menneskehandel, men ledelsen i Reden International vil med vold og magt gøre dem gøre dem til ofre. Foruden ved frihedsberøvelserne sker det for eksempel ved at søge at narre kvinderne ind i en 'terapi', som de udtrykkeligt har frabedt sig.

Sammenlagt tegner det et billede af en organisation, der ikke skyer nogen midler i sin kamp mod sexarbejde og sexarbejdere. Det er vi nødt til at beskytte os imod. Her og nu rammer det vores kolleger fra udlandet, som vi stiller os solidariske med. I morgen kan det ramme os selv. Derfor politianmeldelsen.

Vi har anmodet om, at der straks beskikkes en bistandsadvokat, og vi ønsker, at denne advokat skal være Bjørn Elmquist.

Med venlig hilsen
Sexarbejdernes InteresseOrganisation, SIO
Kontakt: Sus - 501 501 60